Rundtomkring på vores hjemmeside støder man uvægerligt på indforståede udtryk. En del må man bare gætte sig til, men nogle stykker er forklaret her i vores ordbog, der indiskutabelt savner bredde, men til gengæld går i dybden.

Bøf:

Begrebets etymologi (oprindelse) er uklar, men en bøf betegner det ikke sjældent forekommende fænomen, at teksteren mere eller mindre totalt har misforstået, hvad der bliver sagt. At der bliver tale om en bøf kræver som regel, at misforståelsen bliver opdaget - og det gør den typisk. Bøffer kan være ganske underholdende, men en enkelt af slagsen har det med at overskygge ti geniale løsninger, og de fleste tekstere søger derfor at undgå dem.
Bøffer kan - som slåfejl - være svært iøjnefaldende og er medvirkende til tekstningsfagets ringe status i offentlighedens øjne. Så som tekster kan man kun håbe på, at ens bøffer - for alle laver dem - går upåagtet hen, og i øvrigt prøve at sikre sig, at der ikke, mens man broderer på en vanskelig løsning i den ene ende af en tekst, udvikler sig en bøf i den anden.
Bøffer kan kun begrænses ved omhu og kontrol (se kontrolkørsel).


Deadline:

Deadlines ("grænser, der ikke må overskrides"), er naturligvis ikke noget specielt tekstningsfænomen. Det er et kors, vi deler med mange andre brancher og sågar stileskrivende skoleelever. Men deadlines er teksterens tidsmåler. Ingen blander sig i, hvornår der arbejdes - bare opgavens deadline bliver overholdt. Deadlines er ikke sjældent yderst stramme, og det typiske spørgsmål til kunder, der bestiller en tekstning, er: Hvornår skal den afleveres?
Deadlines kan naturligvis skubbes efter aftale med kunden. Men det er ganske enkelt utænkeligt, at en tv-station må undlade at bringe et program, fordi tekstningen desværre ikke er blevet færdig. Så er man færdig som popsanger.


Diskettetekstning:

Inden for tekstning skelner man mellem nyoversættelser og diskettetekstning, også kaldet skabelontekstning eller slutkorrektur, som er en metode til rationalisering af arbejdsprocessen ved tekstning til flere sprog. Ved diskettetekstning skrives oven i de eksisterende tekstopdelinger og ind- og udtider fra en tekstning til et andet sprog. Det letter naturligvis arbejdet meget og påvirker ikke nødvendigvis oversættelsens kvalitet, såfremt teksteren stadig tager afsæt i originaludgaven.
Problemet kan være, at den oprindelige teksters opdelinger og kodning er utilfredsstillende.
En endnu mere rationel - og mere hensynsløs - form er den såkaldte "tørtekstning", hvor teksteren end ikke har originalen at forholde sig til. Det giver grimme - om end ofte ufrivilligt komiske - resultater.
Diskettetekstning benyttes på flere kommercielle tv-kanaler og på video og DVD. Metoden er omdiskuteret blandt danske tekstere, fordi de fleste foretrækker at udforme teksterne fra bunden.
På Subline laver vi kun nyoversættelser, men vi har principielt ikke noget imod diskettetekstning, blot forlægget teknisk er i orden, og der vel at mærke oversættes fra filmen og ikke tages afsæt i det eksempelvis svenske forlæg.


Eksponeringstid:

Den tid, en tekst befinder sig på skærmen. Måles i sekunder og billeder. Eksponeringstid bør svare til højst 10 anslag pr. sekund, hvilket indebærer, at en fuld, dobbeltlinjet tekst bør stå på skærmen 5-6 sekunder.
Eksponeringstiden er en afgørende faktor inden for undertekstning. Det er af gode grunde lettere at oversætte formfuldent i 1:1, men selv de smukkeste sprogblomster bliver noget vindblæste af at flyve over skærmen i forrygende fart.
Der er foretaget mange undersøgelser af seeres læsehastigheder, og de 10 anslag/sekund, vi som tommelfingerregel kører med, er et gyldent kompromis, der tilgodeser den mest langsomtlæsende halvdel af seerne uden hverken at nedbarbere oversættelsen til telegramsprog eller kvæle alle kvikke replikskifter.
Hos Subline praktiserer vi en mild form for "målgruppetekstning", bestående i, at eksempelvis børneprogrammer tekstes med længst mulig læsetid, mens indholdet af de mest sofistikerede sitcoms eller faktaprogrammer går forud for en striks overholdelse af læsetiden.


Gummitekst:

Det er lidt som at afsløre et tryllekunstnertrick. Men altså: En gummitekst er en betegnelse for en undertekst, hvor teksteren ikke har kunnet høre, forstå eller formulere, hvad der siges et givet sted og derfor strikker noget sammen, som ikke lyder fuldstændig vanvittigt - men på den anden side heller ikke nødvendigvis er korrekt. En gummitekst vil derfor typisk være temmelig vagt formuleret.
Gummitekster er absolut en nødløsning for teksteren og kan fremstå uheldige, men alternativet - slet ikke at skrive noget - ville typisk være mere generende. Gummitekster kan i øvrigt rumme stor kunstnerisk skønhed og være meget tidskrævende at fremstille. Ofte er de resultatet af megen forgæves lytning eller research, der har involveret adskillige tekstere. En god gummitekst påskønnes derfor af fagfolk.
En underart af gummiteksten er prioriteringen, hvor en tekster i forkortelsesprocessen kan vælge at udelade den sværest oversættelige del af en længere replik, såfremt det ikke spolerer sammenhængen.


Kodning:

Kodning er at forsyne underteksterne med ind- og udtider. Det foregår typisk ved at trykke de formulerede undertekster på og af med filmen kørende, enten i ét stræk eller i blokke. Kodningen skal forholde sig til både lyd- og billedside og kræver ofte stor musikalitet og rytmesans af teksteren for at få et naturligt og u-iøjnefaldende glid. Udgangspunktet er, at en eller anden filmklipper har aset med at få en vis rytme i filmens/programmets billedside, og det må underteksterne, der jo udgør en væsentlig del af billedet, i videst muligt omfang respektere. Kodning kaldes også cueing, afledt af det engelske ord for ind- og udtider, cues.
Men forudsætningen for, at undertekster kan få ind- og udtider, er en tidskode - i fagjargon TC (Time Code) - der angives som timer:minutter:sekunder:billeder. Eksempelvis 01:04:53:17. Visuel TC (tidskode i billedet) benyttes af tekstere og redigeringsteknikere til orientering.
Til tekstningsformål benyttes endvidere enten en LTC, der ligger som et højst enerverende lydsignal, der dog som regel ledes uden om teksterens hovedtelefoner eller højttalere; eller en VITC-kode, en hverken synlig eller hørbar tidskode, der via signaler gemt i billedet kan fodre computere og redigeringsudstyr med ... ja, en tidskode.


Klip:

Klip er skift mellem indstillinger eller scener, og en god tekstning "ligger på klip". Den er altså altid opdelt omkring billedklip eller skifter mindst ét sekund før eller efter for at undgå det flimmer, der opstår, når billede og tekst skifter med få billeders mellemrum. Det indebærer en omhyggelig finpolering og kan være ganske tidskrævende, især når replikker og billedklip ikke følges ad. At tekste på klip indebærer, at man fokuserer på frames. Frames er en fagterm for billede. Europæisk tv og video (PAL-systemet) benytter 25, fordi det er deleligt med 50, mens en biograffilm er optaget og vises med 24 billeder pr. sekund. Det betyder, at en spillefilm, der vises i tv, kører 1/25-del hurtigere end i biografen. Enkelte mennesker hævder endog at kunne høre, at stemmer og musik lyder lysere i tv.
En frame består af to fields, delbilleder. Fænomenet findes, fordi et tv-billede normalt gendannes 50 gange i sekundet (100 bliver dog stadig mere almindeligt), i takt med vekselstrømmens svingning på 50 Hz. En frame bliver således vist to gange. Men i det tempo er det menneskelige øje for længst stået af, så fields har ingen praktisk betydning for seeren.
Det kan de have for teksteren, fordi vores båndmaskiner kan vise halve billeder, og tidskoden (se denne) ofte skifter på tværs af dem, hvilket kan volde irritation under finpolering.
Desværre er det ikke sjældent sådan, at tv-stationernes afviklingsmaskiner opererer med forskellige forsinkelser, således at en tekstning, der med garanti har ligget fejlfrit omkring klip, alligevel fremstår let hængende; altså med undertekster, der lapper 3-5 billeder ind over klip. Så græmmes teksteren, men bliver ikke mere skødesløs af den grund.


Kontrolkørsel:

Betegnelse for fasen, hvor en teksters - i princippet - færdige arbejde bliver underkastet en kritisk gennemgang af en kollega, der agerer vågen seer.
Kontrolkøreren er primært på jagt efter forståelsesfejl eller tanketorsk, men kommer også med forslag til andre formuleringer eller udtryk. Bemærkninger til en undertekst markeres med en stjerne (*) og en kortere eller længere uddybning, som det derefter er op til teksteren at tage stilling til. Det reviderede resultat gives videre til en korrekturlæser, som kun ser underteksterne og dermed kan afgøre, om de i sig selv giver mening, også uden lydsiden (hvad de helst skal). Derudover retter korrekturlæseren de stave-, slag- og kommafejl, teksteren og kontrolkøreren måtte have overset.
En kontrolkører må selv være en habil tekster for at kunne vurdere baggrunden for teksterens bud og for at godkende, kritisere eller foreslå forbedringer. Kontrolkørsler kan godt være en ømtålelig affære, især hvis tekster og kontrolkører ikke ser helt ens på tilværelsen i almindelighed og sprog i særdeleshed.
Omvendt kan kontrolkørsel også være en svir: Af og til kan man bare læne sig tilbage, se fjernsyn ... og få penge for det.


Recut:

Den brøkdel (ca. 1/3) af et sekund, der går, fra teksterens hjerne giver fingrene besked om at reagere, til de gør det. Begrebet optræder i forbindelse med kodning, altså når underteksterne udstyres med ind- og udtider.
(Indtid: Det eksakte tidspunkt, hvor en undertekst kommer på. Gerne øjeblikket, før replikken falder, så det ikke ser ud, som om den kommer bag på teksteren.
Udtid: Den eksakte tid, hvor underteksten forsvinder igen - for i visse tilfælde aldrig mere at blive set.)
Optimalt er forsinkelsen konstant, maksimalt +/- 1 frame, så tiderne efter endt kodning maskinelt kan justeres og dermed kompensere for forsinkelsen, så underteksterne anbringes, hvor de var tænkt at skulle sidde, hvilket især er vigtigt omkring klip. Den rutinerede tekster har et nogenlunde uforstyrreligt recut, men træt- eller adspredthed kan betyde, at præcisionen lader noget tilbage at ønske efter endt kodning, blandt tekstere uformelt kaldet "smidt på med en skovl" eller "kodet med røven". Det bør der så manuelt rettes op på. At det ikke altid sker, ses desværre ofte på forskellige tv-kanaler og videofilm.


Tekster:

Fagjargon for " synkron billedmedieoversætter". En tekster laver (mere eller mindre glimrende) undertekster, hvilket er, hvad en tekster laver, når han/hun arbejder. Undertekster kaldes i virkeligheden også blot "tekster", men udtrykket er undgået her på hjemmesiden for ikke at gøre forvirringen omkring producent og produkt total. Logisk, ikke sandt?Vi bruger ikke betegnelserne "oversætter" og "oversættelse", fordi tekstning - som det vel efterhånden er fremgået - er noget andet. Nogle tekstere beskæftiger sig dog også med andre former for billedmedieoversættelse: Manuskripter til danske indtalinger af fakta- og børneprogrammer; kaldet "versionering", hvis det er en fortællerstemme, og "dubbing", hvis det er mere eller mindre læbesynkrone replikker i eksempelvis tegnefilm.
Men som hovedregel laver tekstere såkaldt "åbne" undertekster af den kendte slags, som vor mor lavede dem, og som ikke kan fravælges, af fremmedsprogede programmer. Der laves imidlertid også ganske mange "lukkede" dansk/danske ttv-tekstninger (tekst-tv-undertekster), der kan kaldes frem via side 399 på tekst-tv.
Selv om disse ikke indebærer egentlig oversættelse, byder de på problemer, fordi nedkortningsgraden er lige så stor som ved al anden tekstning, og den kunstneriske frihed til gendigtning langt mindre. Ttv-undertekster er ikke omgærdet af synderlig prestige i branchen, men er for mange hørehæmmede et vigtigt hjælpemiddel og bør derfor fabrikeres med omhu. Mange af disse tekstninger genudsendes i øvrigt som almindelige, "åbne" tekstninger. Prøv i den forbindelse at bemærke, hvor svært det er selv for hørende seere at fjerne blikket fra underteksterne. Det er en af grundene til, at vi er ret skeptiske, når folk hævder aldrig at læse undertekster.